Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Hvad er det, hesten kan?

Hesten giver mennesker med autisme og anden psykisk sårbarhed positive sociale oplevelser, der forbedrer evnen til at være sammen med andre mennesker

Den islandske hest har med sin rolige, afbalancerede natur en unik evne til at sænke stressniveauet hos mennesker. Hesten er rummelig, tålmodig og dømmer ikke, og på Egemosegård bruger vi disse karaktertræk til at give psykisk sårbare gode oplevelser, der øger livsglæde og selvværd.

Social træning og bedre kropsbevidsthed

Hesten stiller ikke en masse krav, den er der bare, og derfor er samspillet med dyret langt mindre krævende end kontakten med andre mennesker. Sammen med hesten får mennesker med autisme og anden psykisk sårbarhed positive sociale oplevelser, der forbedrer evnen og lysten til at være sammen med andre mennesker.

Hesten giver mennesker, som i det daglige oplever store sociale udfordringer, mulighed for at føle sig særlige og udvalgte. Den knytter sig til mennesker, og man kan opleve et stærkt venskab med den. Træningen og fællesskabet med heste og andre dyr giver bedre forståelse for adfærd og reaktioner i sociale sammenhænge. Hestene og andre dyr som fx hunde guider os i forhold til at være være tydelig og nærværende.

Samvær med hesten sænker pigernes stressniveau og motiverer dem til at begynde at arbejde med sig selv. Hestene reagerer på pigernes adfærd og hvordan de har det; de spejler pigerne. Ved at oversætte, hvad det er, hestene spejler, begynder pigerne at få en større selvforståelse, og de kan langsomt begynde at mærke dem selv.

Et eksempel på hvordan vi bruger hestene: X vil meget gerne præstere og er aldrig tilfreds med sig selv. Hun vil nødig anerkende sig selv og det, hun gør.  Vi fortæller hende, at hesten har brug for ros og anerkendelse for at blive bedre til det, den gør. Så selvom hun ikke vil rose sig selv, så er det nødvendigt at rose hesten. Det er X efterfølgende begyndt på. Hesten fungerer på den måde som et fælles tredje, hvor de ting, X har det svært med, bliver lettere at arbejde med, når det handler om den hest, hun er meget glad for.

Aktiviteter med hesten, som for eksempel ridning, skærper motorik og kropsbevidsthed, herunder især ridning. Vi arbejder med direkte sanseintegration af de mange indtryk. I samværet lægges vægt på at udvikle verbal kommunikation, men også det nonverbale sprog bliver styrket.

Oxytocin

Et af de vigtige hormoner, som samværet med heste og andre dyr er med til at stimulere, er oxytocin, også kaldet ”kærlighedshormonet”. Det produceres ved for eksempel kram, massage, eller når en nybagt mor ammer sit barn. Mennesker med et højt indhold af oxytocin i blodet er mere rolige og tillidsfulde.

Det er videnskabeligt bevist, at nærkontakt med dyr, som for eksempel heste og hunde, øger oxytocinniveauet. Oxytocin får blodtrykket til at falde og gør os mere imødekommende; en imødekommenhed, der giver plads til udvikling af sociale kompetencer.

Mange mennesker med autisme har på grund af sanseforstyrrelser svært ved berøring fra andre mennesker, men det er nemmere med hesten, som bare står dér med sin ro og nærvær.

Generelt er dyr og naturen med til at øge tilgangen af de gode signalstoffer til hjernen, hvilket betyder, at mennesker med autisme og anden psykisk sårbarhed magter mere. Alt sammen er med til at fremme den personlige udvikling og øge selvværd og selvtillid, som denne gruppe har så hårdt brug for.

Læs mere