Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Klub Camille

Opholds- og aflastningstilbud for børn og unge med en autismediagnose

Klub Camille

Klub Camille (§52, stk. 3 punkt 5) henvender sig til normaltbegavede børn og unge – primært piger – i alderen 7-18 år med en autismediagnose.

På grund af nedsat evne til at indgå i sociale relationer er børn med autisme ofte isolerede i fritiden i forhold til deres jævnaldrende. Hos os får pigerne et fritidstilbud, hvor de, med den nødvendige støtte, oplever et meningsfuldt fællesskab med børn på deres egen alder. Vores målsætning er at støtte pigerne til større selvindsigt, så de får strategier til at deltage i sociale aktiviteter med respekt for sig selv, andre og de indbyrdes grænser.

Aflastning for familien

Det er krævende for både forældre og søskende at leve i en familie med et barn med autisme. De almindelige opdragelsesstrategier fungerer ofte ikke, og familien skal tit rette sig efter et højt strukturniveau. Det er en stor udfordring i familiens livsudfoldelse og giver mange begrænsninger. Familien må ofte deles i to for at tilgodese autismebarnet og evt. søskende. Aflastningen giver et vigtigt pusterum i hverdagen for både forældre og søskende.

Udbytte

Ro, tryghed og socialt samvær
Hos os får pigerne ro og trygge rammer i små grupper á 5-6 piger. Afslapning, hygge og gode oplevelser er i højsædet, pigerne har oftest en udfordrende hverdag, og vi ønsker at tilbyde dem et frirum, hvor de kan koble af og lade op. Derfor er det i høj grad dagsform og overskud, der definerer deres deltagen i aktiviteter.

Vores personale har stor erfaring med autisme og en fin fornemmelse for, hvornår de kan lægge et let, motiverende pres på pigerne, for eksempel i forbindelse med en ridetur i skoven, og hvornår en pige har mere brug for at blive hjemme og hygge med en voksen.

Vi har fokus på social træning i både strukturerede aktiviteter og under mere frie rammer, hvor pigerne hygger, leger ude og inde, spiller spil og så videre.

Autisme og Heste
Samværet med Egemosegårds islandske heste er en central del af tilbuddet. Træning med hestene giver pigerne glæde, ro, selvforståelse og skærper motorik og kropsbevidsthed.

Børn og unge med en autismediagnose har ofte svært ved at fungere i sociale sammenhænge, som kræver intuitiv kommunikation og indlevelsesevne. Samvær med heste forbedrer forståelsen for sociale sammenhænge hos mennesker med autisme, og hesten kan guide og stimulere menneskers evne til at kommunikere tydeligt.

Erfaringer viser, at samspillet med hestene:

  • Hjælper barnet/den unge til større social kontakt
  • Forbedrer verbal og nonverbal kommunikation
  • Skærper selvværdet
  • Mindsker angst og depression
  • Giver glæde og øget livskvalitet i hverdagen

Læs mere om autisme og heste her (link til siden Autisme og heste)

Aktiviteter

Vi har pt. åbent hver tirsdag/onsdag og hver anden onsdag/torsdag, Pigerne ankommer i taxa efter skole, får lidt at spise, hvorefter der er rideundervisning i vores ridehus. Resten af dagen/aftenen hygger vi med god mad, spil og tv. Næste morgen spiser vi morgenmad, inden pigerne hentes af taxa og køres i skole. I den månedlige weekend er samværet med hestene og gårdens øvrige dyr også en vigtig del af programmet, men der er også god tid til fjernsynshygge, kreative aktiviteter, spil, kagebagning og meget andet.

Hvert år afholder vi sommerkoloni. I kolonien rider vi ture i skoven, bader, griller og laver snobrød.

I forbindelse med Halloween er pigerne klædt ud, vi laver uhyggelig mad og spiser uhyggelig kage, og pigerne deltager i det omfang, de magter.

Hele december måned står i julehyggens tegn, blandt andet har vi juletræ, som vi løbende pynter med hjemmelavet julepynt.

 

Læs mere

Priseksempler

60 døgn

1 døgn hver 2. uge +
1 weekend om måneden

19.800 kr. / måneden
Download brochure

Det siger man om os